I de fleste straffesager er afhøringer en vigtig del af politiets efterforskning. Hvis du er mistænkt i sagen, og hvis politiet ønsker at afhøre dig, vil du blive sigtet. Politiets afhøringer bliver skrevet ind i politirapporter og indgår efterfølgende i straffesagen. Rapporterne anvendes både under efterforskningen og eventuelt senere under selve retssagen.
Det er frivilligt, om en sigtet person vil afgive forklaring til politiet. Dog har alle pligt til at oplyse navn, adresse og fødselsdato, hvis politiet beder om det. Hvis man ikke giver politiet oplysningerne, når man bliver bedt om det, risikerer man både at få en bøde og blive anholdt.
Før du bliver afhørt, skal politiet oplyse dig om sigtelsen, og om at du ikke har pligt til at udtale dig. Din forsvarsadvokat har ret til at være stede under afhøringen, hvis du ønsker det. Det er altid en rigtig god ide at have en forsvarsadvokat med under afhøringen. Forsvareren har adgang til at stille dig supplerende spørgsmål under afhøringen. Nogle gange kan det være nødvendigt at afhøre dig flere gange i løbet af efterforskningen.
Politiet skriver din forklaring i en politirapport, som du vil få mulighed for at læse igennem, og som du kan underskrive, hvis du er enig i indholdet.
Politiets gengivelse af din forklaring er i de fleste tilfælde ikke en ordret gengivelse, men et kortere referat af din forklaring. Du har ikke pligt til at læse eller underskrive politirapporten. Hvis du har tilføjelser eller rettelser til det, politiet har skrevet ned, skal det også tages med i rapporten.
Det er vigtigt, at du får rettet eventuelle misforståelser, også selvom det for dig kan synes at være uvæsentligt.
Hvis du bliver sigtet, vil politiet afhøre dig. Politiets afhøring vil normalt foregå på den lokale politistation. Det gælder navnlig, hvis afhøringen forventes at vare længere tid. Afhøringen kan også foregå på gerningsstedet eller på det sted, hvor politiet kontakter dig f.eks. din bopæl. I visse tilfælde sker afhøringen telefonisk.
Hvis du er under 18 år, skal der som udgangspunkt være en repræsentant fra den kommune, hvor du bor, til stede. I nogle tilfælde kan dine forældre også være til stede under en afhøring. Under afhøringen skal repræsentanten støtte dig og påse, at afhøringen foregår så skånsomt som mulig. Repræsentanten skal under afhøringen forholde sig neutralt og må ikke deltage aktivt i afhøringen.
"Som forsvarsadvokat er det min erfaring, at det bedste resultat opnås, hvis du inddrager mig i sagen så tidligt som muligt. Det er vigtigt, at du kontakter mig, hvis du bliver indkaldt til afhøring hos politiet, eller hvis du bliver sigtet i en sag. Jo hurtigere du kontakter mig, jo bedre kan jeg hjælpe. Du har altid ret til selv at vælge din forsvarer, også selvom du i første omgang har fået beskikket en anden forsvarsadvokat af retten."
/ Advokat Allan Østergaard Sørensen
Du er velkommen til at kontakte forsvarsadvokat Allan Østergaard Sørensen, hvis du har spørgsmål om strafferet.