TELEFON

+45 61 78 06 82

FORMUERÅDGIVNING

HVORFOR OPRETTE EN FREMTIDSFULDMAGT?


 
"Formålet med fremtidsfuldmagtsordningen er at styrke retten til selvbestemmelse og gøre det muligt for borgerne under betryggende former at påvirke eget liv og fremtidige forhold på trods af sygdom eller andet tab af mental kapacitet." (Justitsministeriets vejledning om fremtidsfuldmagter)


Hvis du en dag ikke længere kan varetage dine personlige eller økonomiske forhold som følge af sygdom, svækket mental funktion eller helbred eller lignende, og hvis du selv ønsker at udpege en person (eller flere) til at træffe disse beslutninger for dig, skal du oprette en fremtidsfuldmagt.

På baggrund af fuldmagten får den person, som du har har indsat som fuldmægtig, mulighed for på dine vegne at træffe beslutninger om eksempelvis bankforretninger samt personlige beslutninger vedrørende pleje og omsorg. En fremtidsfuldmagt er et godt alternativ til et offentligt fastsat værgemål fastsat at Familieretshuset. Ved at oprette en fremtidsfuldmagt kan du selv bestemme, at det eksempelvis skal være en nær pårørende, som skal kunne træffe disse beslutninger på dine vegne.

HVORDAN OPRETTER MAN EN FREMTIDSFULDMAGT?

For at kunne oprette en fremtidsfuldmagt

  • skal du være fyldt 18 år,
  • og du skal være i stand til at forstå konsekvenserne af at oprette fuldmagten.

En fremtidsfuldmagt skal oprettes i Det Digitale Fremtidsfuldmagtsregister og underskrives digitalt med MitID. Når fuldmagten er oprettet digitalt, skal den vedstås for en notar. Vedståelsen indebærer, at notaren skal påse, at fuldmagtsgiveren er i stand til fornuftsmæssigt at oprette fuldmagten. Herefter er fuldmagten oprettet og klar til brug, hvis det en dag er nødvendigt. Er du fritaget for at modtage e-post, kan du få oprettet en fremtidsfuldmagt ved henvendelse til Familieretshuset.

En fremtidsfuldmagt vil typisk omfatte alle økonomiske forhold og alle personlige forhold, men en fremtidsfuldmagt kan også begrænses til at omfatte specifikke forhold, eller det kan bestemmes, at én fuldmægtig skal varetage økonomiske anliggender, mens én anden fuldmægtig skal varetage personlige anliggende om pleje og omsorg. Fuldmagten kan tilpasses dine individuelle ønsker.

HVEM KAN INDSÆTTES SOM FULDMÆGTIG I EN FREMTIDSFULDMAGT?

Du kan som udgangspunkt selv vælge, hvem du ønsker indsat som fuldmægtig for dig. Du har også mulighed for at indsætte flere fuldmægtige, som enten sammen eller hver for sig kan træffes beslutninger på dine vegne. Det er endvidere muligt at indsætte subsidiære fuldmægtige, som kan tage over, hvis det bliver nødvendigt på et tidspunkt. Det kan eksempelvis være en god ide, at ægtefæller, som har oprettet fremtidsfuldmagter til fordel for hinanden, indsætter et eller flere af deres børn som subsidiære fuldmægtige.

HVORDAN SÆTTES EN FREMTIDSFULDMAGT I KRAFT?

Familieretshuset sætter fremtidsfuldmagten i kraft, når betingelserne er opfyldt.

Hvis du som fuldmagtsgiver selv er i stand til det, kan du bede Familieretshuset sætte fuldmagten i kraft. Fuldmægtigen, dvs. den person du har indsat i fremtidsfuldmagten som fuldmægtig, kan også bede om, at fuldmagten skal sættes i kraft, men i den situation skal det med en lægeerklæring eller på anden måde dokumenteres, at du befinder dig i en tilstand, hvor du ikke længere selv kan varetage dine personlige eller økonomiske forhold. Familieretshuset foretager altså en vurdering af, om du befinder dig i en sådan tilstand og sætter kun fuldmagten i kraft, hvis det er tilfældet. Når fuldmagten er sat i kraft, vil den være registreret i Personbogen, så der ikke er tvivl om fuldmagtsforholdet, og den kan derefter benyttes af fuldmagtshaveren.



SKAL MAN BRUGE EN ADVOKAT TIL AT OPRETTE EN FREMTIDSFULDMAGT?

Det er ikke et lovkrav, at man anvender en advokat til at oprette en fremtidsfuldmagt, men det må altid anbefales.

Der er mange overvejelser, når en fremtidsfuldmagt skal skrives. Du skal tage stilling til, hvilken eller hvilke personer du ønsker skal være fuldmægtige. Du skal også tage stilling til fuldmagtens omfang i forhold til spørgsmål om økonomi og spørgsmål om personlig pleje. Det er derfor en rigtig god ide at søge rådgivning ved en advokat, der kan hjælpe dig med at få fremtidsfuldmagten oprettet, så den passer til dine behov og ønsker. Den dag, hvor fuldmagten skal bruges, fordi du ikke længere kan varetage dine personlige eller økonomiske forhold, er det for sent at ændre den.



HAR DU SPØRGSMÅL ELLER BRUG FOR RÅDGIVNING?

Kontakt advokat Allan Østergaard Sørensen, hvis du har brug for rådgivning om dine private formueforhold, eller hvis du ønsker bistand til at oprette en fremtidsfuldmagt. Hos Clea Advokatfirma er prisen fast og lav på 2.500 kr., men opretter I som ægtepar to (enslydende) fremtidsfuldmagter på samme tid, er prisen i alt 3.500 kr. Udover advokatomkostningerne vil der være et gebyr til notaren på 300 kr. pr. fremtidsfuldmagt.

 

Læs mere om fremtidsfuldmagter som som virksomhedsejer her.

 


ADVOKAT ALLAN ØSTERGAARD SØRENSEN
TELEFON + 45 61 78 06 82

SEND EN MAIL TIL ALLAN SØRENSEN