ARTIKLER | BOLIGHANDLER

 

SPECIALE I FAST EJENDOM

HUSK ADVOKATFORBEHOLDET VED DIT PRIVATE BOLIGKØB

Januar 2021


Det må altid anbefales, at køber søger juridisk rådgivning fra en advokat med speciale i fast ejendom i forbindelse med en privat bolighandel. Som køber er det vigtigt at huske på, at ejendomsmægleren er sælgers repræsentant, mens en advokat er en uafhængig og uvildig rådgiver, som alene arbejder i købers interesse, og som ikke alene er uafhængig af sælger og mægler, men også af forsikringsselskaber og banker.

Advokatens opgave er at rådgive dig og sørge for, at alt går rigtigt til i processen. Med bistand fra en professionel advokat har du som køber mulighed for at overlade ansvaret for blandt andet overholdelse købsaftalens frister til en professionel, og du kan få hjælp til at forhandle prisen med sælger. Du kan også få advokaten til at hjælpe med at udarbejde en samejekontrakt, hvis du køber bolig med din samlever eller med at oprette et testamente i forbindelse med købet. Det kan også være, at din advokat anbefaler dig at undersøge et bestemt forhold ved boligen nærmere. Hvis du som køber ønsker at gennemgå boligen med din egen bygningssagkyndige inden endelig accept af handlen, kan din advokat hjælpe med at indsætte et forbehold herom i købsaftalen. 



HVORFOR ER ADVOKATFORBEHOLDET VIGTIGT

Et advokatforbehold er ikke automatisk en del af købsaftalens vilkår. Det er vigtigt, at du som køber får sikret dig, at vilkåret er indsat i aftalen. Hvis sælger eller mægler ikke vil indsætte et advokatforbehold, skal du vente med at underskrive købsaftalen, til din advokat har gennemgået aftalen med bilag. Du kan også få din advokat til at sikre, at advokatforbeholdet er korrekt formuleret. Den formulering, der normalt anvendes, lyder således:

”Nærværende handel er fra købers side betinget af, at dennes advokat godkender handlen i sin helhed. Indsigelser skal være sælgers ejendomsmægler skriftligt i hænde senest 5 hverdage efter begge parters underskrift af købsaftalen. Såfremt indsigelser ikke er kommet frem senest den anførte dato, er handlen bindende, bortset fra eventuel fortrydelsesret iht. Lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom.”

Advokatforbeholdet indeholder en frist til at fremsætte indsigelser mod handlen, som ofte er fastsat til 3-6 hverdage, men hvis det bliver nødvendigt med en længere frist, vil sælger ofte acceptere en udsættelse på afklaring af et eller flere afgrænsede forhold. Inden for den aftalte frist har advokaten mulighed for at gennemgå købsaftalen og bilagene dertil med henblik på at vurdere, om der er vilkår i aftalen der bør ændres, forhold del skal undersøges nærmere, eller om prisen for ejendommen bør genforhandles.



DET ER DYRT AT GLEMME ADVOKATFORBEHOLDET

Når sælger og køber har underskrevet købsaftalen, er aftalen endelig og bindende. Det indebærer, at køber alene kan komme ud af aftalen igen ved at anvende en lovbestemt fortrydelsesret, som følger af lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom. Den lovbestemte fortrydelsesret indebærer, at en køber af en privat ejendom, der overvejende er bestemt til beboelse for køber, kan fortryde købet i indtil 6 hverdage efter købsaftalens indgåelse mod at betale 1 % af købesummen som godtgørelse til sælger.

Den lovbestemte fortrydelsesret er sideløbende med et eventuelt aftalt advokatforbehold, men da advokatforbeholdet er en gratis fortrydelsesret, bør du om muligt bruge advokatforbeholdet til at tilbagekalde dit købstilbud, hvis du måtte fortryde købet, efter at købsaftalen er underskrevet. Hvis der ikke er aftalt et advokatforbehold, må du betale den økonomiske godtgørelse til sælger.



LÆS MERE

______________________________________________________________________

Ved spørgsmål til denne artikel, er du meget velkommen til at kontakte kontoret.

» LÆS FLERE ARTIKLER

» LÆS MERE OM PRIVATE BOLIGHANDLER

______________________________________________________________________


MANDAG TIL FREDAG  10.00-17.00


TELEFON
+45 61 78 06 82


DU ER MEGET VELKOMMEN TIL AT KONTAKTE MIG, HVIS DU ØNSKER RÅDGIVNING OM DIT BOLIGKØB


Du er altid velkommen til at kontakte advokat Allan Sørensen for en uforpligtende drøftelse om din boligkøb. Allan Sørensen har i mere end 10 år rådgivet private købere af parcelhuse, nedlagte landbrugsejendomme, fritidshuse og ejerlejligheder om de juridiske og økonomiske forhold ved køb af privat bolig.

TELEFON + 45 61 78 06 82

SEND EN MAIL » AS@CLEA-ADVOKATER.DK