VIDEN

ARTIKLER OM EJERFORHOLD OG PRIVATE CLIENT

TESTAMENTER OG CORONAVIRUS/COVID-19

Den 8. april 2020

Hvis du ønsker at oprette et testamente, er der aktuelt den udfordring, at domstolene er lukkede som følge af situationen med coronavirus/covid-19. Det er derfor ikke muligt at oprette et sædvanligt “notartestamente”. Der findes dog en alternativ løsning, som man kan gøre brug af, indtil domstolene igen åbner op.


OPRET ET VIDNETESTAMENTE

Et vidnetestamente kan indeholde de samme vilkår og ønsker som et notartestamente. Forskellen er blot, at et notartestementes gyldighed forudsætter, at det er underskrevet og registreret af en notar, hvorimod et vidnetestamente bliver gyldigt ved vedkendelse af mindst to vidner. Vidnerne skal skrive under på, at de har overværet underskriften af testamentet, og at den, som underskrev sit testamente, havde handleevnen i behold, da testamentet blev oprettet og underskrevet.

Vidnerne skal være over 18 år og må ikke være begunstiget i testamentet. Hvis vidnerne har nærtstående personer f.eks. en ægtefælle, et familiemedlem eller blot en nær ven, som bliver begunstiget i testamentet, kan de heller ikke være vidner. Det anbefales som udgangspunkt, at personer, som ikke har nogen særlig relation til testator anvendes som vidner f.eks. en nabo eller plejepersonale på et plejehjem.


FORSKELLE TIL NOTARTESTAMENTE

Et vidnetestamente bliver ikke registreret og gemt i skifteretten, som et notartestamente. Det er derfor vigtigt, at et vidnetestamente opbevares omhyggeligt. Opretter man et vidnetestamente, og ønsker man senere at ændre det til et notartestamente, når domstolene igen åbner op for notarforretninger, kan dette enkelt lade sig gøre.


SPØRGSMÅL

Har du spørgsmål til oprettelse af et vidnetestamente, eller ønsker du blot at høre nærmere om mulighederne for at oprette testamente, så er du altid velkommen til at kontakte advokat Allan Sørensen for en uformel og uforpligtende drøftelse af din situation.

Hos Clea Advokatfirma er prisen for oprettelse af et testamente altid fast og oplyses forud.


VIDEN

Specialiseret viden er den ekspertise, som Clea Advokatfirma kan tilbyde, men den viden, deler vi gerne med dig. Læs mere her.


Allan Sørensen
Indehaver & Advokat (L)

Jeg lægger stor vægt på »tilgængelighed«, og du er altid velkommen til at kontakte mig for en uformel og uforpligtende drøftelse af en sag eller situation.

Telefon + 45 61 78 06 82
Send en mail » as@clea-advokater.dk

 

 

Clea Advokatfirma | Rådgivning til virksomheder og private i Midt- og Vestjylland | Silkeborg · Herning · Ringkøbing · Hvide Sande · Skjern